26 May 2015

Så er vi fremme!

Dorthe går afsted med et flag for at afmærke, hvor den nye lejr skal etableres.

Dorthe går afsted med et flag for at afmærke, hvor den nye lejr skal etableres.


I dag har været en rigtig god dag! Takket være vores nye sammensætning af slæder var vi klar til at starte ud tidligt i morges. Sneen var god og det gik hurtigt fremad.

12 km før EGRIP sank det første køretøj ned i sneen, da den passerede den brede dal, som er dannet ved kanten af NorthEast Greenland Ice Stream (NEGIS).

Den nye lejr sætter vi op midt på isstrømmen. Her er den 20 km bred, men i modsætning til flydehastigheden af den omgivende iskappe, som er på omkring 5 meter om året, bevæger den sig her med 50 m i retning mod NNØ, hvor den omkring 500 km væk ender med at flyde ud i Nioghalvfjerdsfjorden og Zachariae Isbræen.

Vores formål med at komme her er, at undersøge hvorfor isstrømmen kan være så aktiv, så langt inde på iskappen.

Alle i lejren var ovenud glade for at være kommet frem. Det er en kæmpe lettelse at vi klarede den.

Vores dome har gnavet og bumpet sig 465 km hen over indlandsisen, og her til aften opdagede vi, at den eneste skade der (tilsyneladende) er sket er, at et søm har rystet sig løs, boret sig ind i en elektrisk ledning og sprunget en sikring.
Alle er trætte og glade, og i morgen vil vi tillade os at sove længe.

Vi er allerede i gang med at afmærke vores fremtidige lejr. Dorthe drog afsted med et flag og besluttede hvor EGRIP lejrens centrum skal være. VI KLAREDE DEN!

Nu føler jeg en dyb taknemlighed overfor hele gruppen og specielt overfor Greenland Ice Sheet Traverse (GrIT) teamet. De lånte os en traktor, en slæde og GrIT teammedlemmet Pat Smith, som har ydet en uvurderlig støtte, udført hårdt arbejde og delt sin enorme viden med os i løbet af traversen. TAK.

Dagens forløb:
1.    Efterset køretøjerne.
2.    Startede kl. 09.30. Kl. 16.30 ankom vi til EGRIP (75.63N, 35.99 V), 2660
       m.o.h. (GPS). EGRIP ligger 453 km fra NEEM. I dag tilbagelagde vi 53 km.
3.    Udført radar- og GPS-målinger undervejs.
4.    Samlet sneprøver undervejs.
5.    Startet med at afmærke den nye lejr.

Vejret: Smuk dag. Temp. -16°C til -32°C, 2-4 m/s fra SV. Sigtbarhed: klart vejr.

FL, J.P. Steffensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→