24 July 2012

Vi fik et ekstra fly ind i dag

Lou udjævner de mange spor i sneen, som er opstået efter de seneste dages intensive flyvninger.

109’erne skulle gennemføre endnu en træningsmissison, og derfor kom Skier 32 til NEEM lidt over middag. Vi blev først informeret om den ekstra flyvning dagen før, så alle knoklede indtil mandag aften kl. 23 for at nå at skille borernes værksted ad, og lægge det på palle. Værkstedet blev fragtet til Kangerlussuaq af Skier 32 efter en succesfuld landing og take-off.

Denne flyvning var afslutningen på en meget anderledes flyperiode til NEEM. Oprindeligt havde vi kun planlagt tre flyvninger i denne periode, men vi modtog hele 10 fly!!! Og grunden til at vi fik så mange flyninger skyldes hedebølgen som ramte Grønland mellem d. 10 og d. 16 juli. 109’eren kunne ikke benytte deres sædvanlige træningområde i det sydlige grønland, og derfor tilbød vi, at de i stedet kunne benytte landingsbanen i NEEM.

Selvom det kostede NEEM adskilligt mange ekstra arbejdstimer med rapportering af vejr, kommunikation med flyene og fly handling, opnåede vi to ting:  109’erne (og  dermed U.S. National Science Foundation) blev hjulpet i en meget svær situation, og vi fik fragtet så meget gods ud af lejren, at det bliver betydeligt lettere at organisere den endelige nedlukning af NEEM i august.

I dag flyver 109’erne tilbage til USA, og vi vil være alene heroppe indtil d. 11 august. Herfra NEEM vil vi gerne udtrykke en kæmpe stor og dybtfølt tak til 109’erne for et helt forrygende samarbejde.

Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – og for NEEM blev hedebølgen i juli til en uventet fordel.

Da det sidste fly fløj ud af NEEM, lød der et lettelsens suk i lejren – de fleste var temmeligt trætte efter flere dages intensiv nedpakning, så vi slappede af resten af aftenen.

Hvad vi har lavet i dag:
1.  Luftprojekt med prøveudtagning
2.  Modtaget Skier 32 og returneret en palle med borernes værksted
3.  Ryddet op i borehallen og pakket udstyr ned
4.  Udjævnet landingsbanen for at fjerne spor fra flyvningerne

Vejret: -8°C til -4°C. Vind 1 til 5 m/s fra NV drejende til SSV. Overskyet om morgenen, senere opklaring, men tåge efter kl. 1800.

FL,  J. P. Steffensen

← Forrige dagbogsblad                                                     Næste dagbogsblad→