18 July 2012

En spændende dag

Den store tyske slæde på vej ud af Skier 31

Med borefolkene, loggerne og det seismiske team i lejren, kører alt på fulde omdrejninger. Derudover har vi modtaget to fly, som medbragte to store tyske slæder.

Vi har haft travlt hele dagen med at bore i det dybe borehul, hvor der altid sker spændende ting og sager. Og den ”onde” sten var dagens store begivenhed. Stenen har været årsag til, at vi måtte stoppe boringerne i 2010 og 2011.

På fotoet ses tydelige spor af boreknivene, som har tykket  sig ind i stenen: 1. Spor fra Hans Tausen knivene. 2. Spor fra stenborets knive 3. Spor fra betonborets knive. 
Faktisk er det imponerende hvad denne lille sten på bare 5 cm har forårsaget – og de forskellige sider af stenen viser, at den flere gange har ændret position.

Slæderne gav os også en del spænding, eftersom  de kun lige akkurat kunne klemmes ud af flyets bagport, så det tog noget tid at få dem ud. Men  alt endte godt – så stort hurra til Sverrir for hans geniale løsning.

Aftensmaden var superb! Sara grillede hummer til os, og det var bare lækkert.

Hvad vi har lavet i dag:
1.  Modtaget Skier 31 og 32 med de store tyske slæder
2.  Luftprojekt med prøveudtagning
3.  Pakket paller
4.  Boret med det nye betonbor 
5.  Planlagt Science and Education besøget (gymnasieelever og –lærer)
6.  Opsat Bryns logger udenfor borehallens tag
7.  Tjekket og forbedret GLISN seismiske registreringssystem
8.  Gravet sidste hul til måling af temperaturer, og for at se om smeltelagene var
     tilfrosne
9.  Boret en 4,5m lang iskerne med håndboret for at studere smeltelag

Vejret:-7°C til -2°C. Vind 0-4 m/s fra SV drejende til VNV. Af og til tyndt skylag.

Den ”onde” sten.

 

Hummer til middag.

 

FL, Dorthe Dahl-Jensen

 

 

 

 

 

 

 

 



← Forrige dagbogsblad 
                                                            Næste dagbogsblad→