13 July 2012

Fredag d. 13 - en dårlig dag at flyve!

Alejendra og Rune kreerer fantastiske kasser, efter eget design, til at transportere saven fra den videnskabelige hal.

Hold dig fra al flyvning fredag d. 13, hvis du er overtroisk... Vejrforholdene var dårlige med lavthængende skyer og tåge, og landingsbanen var våd, så allerede om natten blev flyvningen aflyst.

Vi har været i fuld sving hele dagen – den ekstra dag gav os mulighed for at grave flere snehuller, hvor vi kan observere den udsædvanlige afsmeltning. Vi kan konstatere at der er en meget markant ændring i temperaturerne i de øverste snelag på grund af det nedtrængende smeltevand som genfryser, nu helt ned til en dybde af 60-70 centimeter. Vi har tænkt os at lave nogle forsøg med farvestof... mere om det på et senere tidspunkt.

Hvad vi har lavet i dag:
1.  Smeltet prøver til filtrering
2.  Luftprojekt med prøveudtagning
3.  Gravet  et hul i sneen for at observere afsmeltning
4.  Fjernet is fra bor og tårn
5.  Bygget kasser til transport af saven fra den videnskabelige hal
6.  Sænket rampen som fører ned til den videnskabelige hal
7.  Trukket ledninger til ballonhallen og opsat lys
8.  Tjekket lejrens beholdning af brændstof

Ad. 4: Vi fjerner omkring 100 kg is/vand hver dag - det meste bliver opsamlet i spande, som vi sætter under smeltestederne. Vi håber vi kan holde boret i god stand, så det er klar til brug, når borefolkene om kort tid vender tilbage til NEEM.

Vejret:-0,7°C til +0,2°C. Vind 2-6 m/s fra SSV. Meget overskyet med let sne/slud.

Helle og Paul har travlt med at save sne væk for at sænke rampen, som fører ned til borehallen.

 












 

FL, Dorthe Dahl-Jensen 


← Forrige dagbogsblad 
                                                Næste dagbogsblad→