26 June 2012

Vand under isen

Den hule iskerne, som vi fik op i dag med stenboret, fortæller os, at borehullet bliver fyldt med vand hurtigere, end vi kan fjerne det med boret.


I går borede Steff og Trevor med HT isboret og fandt klippe. I dag borede de med stenboret og fandt....is! Det ser ud til at den dybeste del af borehullet bliver fyldt op med vand, som så fryser til.

På bare to dage er der  blevet dannet så meget is, at en hul iskerne kom op med stenboret i dag. Isen bliver dannet på siden af hullet på trods af overtrykket fra borevæsken. Selvom det i sig selv er en interessant opdagelse, kan det også sætte et punktum for klippe/sediment boringerne, fordi hullet fryser til hurtigere end vi kan bore.

I løbet af de to uger, der går, før vi skal i gang med de planlagte boringer ned i klippen, er der stor sandsynlighed for, at den dybeste del af borehullet er fuldt af is.

I dag viste vejret sig fra en noget bedre side. Vind, sne og snefygning er blevet skiftet ud med sol og højere temperaturer. Det gode vejr satte en masse aktiviteter i gang: Lou og Sverrir arbejde hele dagen på landingsbanen, for at gøre den klar til at modtage fly, Lars tog ud for at foretage et par GPS målinger, Eliza gravede et hul på 2 meter, hvor hun skal udtage prøver til måling af vulkansk støv, Astrid, Christine og Nanna tjekkede og reparerede landingsflag, Bruno pakkede de sidste kasser med elektronik, og for første gang i lang tid behøvede Motohiro ikke at skovle sne væk, for at komme ind i det gule telt, hvor han måler vanddampe.

Eftersom det er fuldstændigt vindstille og solen skinner, bliver Domen hurtigt varmet op, og selvom døre og vinduer står åben, kunne vi måle temperaturer på omkring 30 °C øverst oppe i kuplen. Udenfor måler vi -3 °C, men med den klare himmel er der gode udsigter til en kold nat.

Hvad vi har lavet i dag:

1.  Boret med stenboret og fundet is

2.  Gjort landingsbanen klar

3.  NEGIS: I går var vejret temmelig hårdt, men i dag er solen tilbage,
     så der er basis for en produktiv dag

4.  Skiftet olie på hovedgeneratoren
5.  Tjekket flagene på landingsbanen
6.  Ryddet sne ved indgangene til haller og telte

7.  GPS målinger rundt om lejren

8.  Udtaget tephra prøver i et 2 meter dybt hul

Ad.2: Landingsbanen var dækket af frisk, blød sne efter en nat med sne og snefygning. Lou begyndte derfor at udjævne banen kl. 10 om formiddagen med bjælkehøvlen, da det var holdt op med at sne. Sverrir startede  med fræseren ved middagstid. Til aften var landingsbanen god, og med en kold nat vil den være i god stand til at modtage fly.

Ad.3: Olien blev skiftet mellem kl. 8:20 og 8:40. I mellemtiden blev det gule telt, hvor der bliver samlet vanddampe, forsynet med el fra den lille generator.

Vejret: Til morgen en del snebyger, snefygning og vind op til 5 m/s fra V. I løbet af dagen aftog vinden til under 2 m/s fra S, og temperaturen steg til -3 °C. Vi havde sol og spredte skyer. Til midnat havde vi -9 °C og tåge.

Trevor, Lundi (under iskernen) og Steff med den hule iskerne.

 FL, Anders Svensson

← Forrige dagbogsblad 
                                                               Næste dagbogsblad→