Småsten hentet op fra bunden af Indlandsisen

Småsten hentet op fra under isen ved dagens boring. Den største sten er 2 cm bred.
På grund af hård vind og snefald hele dagen, blev vi nødt til at arbejde indendørs. Alle ramper er dækket af sne, og snedyngerne omkring bygninger og telte er nu adskillige meter høje.
Boringerne fortsatte, og en meget interessant 67 cm lang kerne med langt større indhold af ral og småsten, end hvad vi tidligere har set, kom op til overfladen (se foto). Småstenene er op til nogle få centimeter på langs og er i stor udstrækning indlejret i is- og mudderlag, som kan give oplysninger om, hvilken tidsperiode vi har med at gøre.
Den sidste forlænger er nu sat på boret, og vi kan stadig bore en meter ned, før vi bliver nødt til at stoppe.
Hvad vi har lavet i dag:
1. Boret 67 cm sedimentkerne. Total kernelængde: 6,3 m
2. NEGIS: Alle har det godt, men vejret er nu som i NEEM: Sne, vind, fygning og høje
temperaturer
3. Flyttet udstyr op i værkstedet, som nu står på den nye snetop
4. Fjernet det meste af belysningen i den videnskabelige hal. Opsat midlertidig
belysning.
Vejret: Overskyet, snebyger og –fygning. Vind 9-16 m/s fra SV, let aftagende hen ad dagen, men tiltagende i løbet af natten. Temp. -4°C til -7°C.

Nærbillede af dagens boring, med tydelig angivelse af årlag.

Borets forlænger er nu så lang, at det er nødvendigt at montere det, når boret er i vandret stilling. Det er en meget speciel handling, som kun kan udføres i bunden af boregraven, og som medfører stor risiko for at få en byge af borevæske ned over sig.

Den stærke snefygning får næste Pisten Bullyen til at forsvinde.
FL, Anders Svensson
← Forrige dagbogsblad Næste dagbogsblad→