21 May 2012

Flyvningen til NEEM er udsat en dag

To teknologiske tidsaldre mødes! A. Nansen slæden, som stadig er ”konge på sneen”, blev udviklet af Fritjof Hansen for 120 år siden. Inde i teltet findes et super moderne laserbaseret spektrometer, som on-line er i stand til at udskille vandisotoper i atmofærisk luft.

 

Arbejdet skrider stadig fint frem. Alligevel er alle i NEEM lejren glade for, at vi får en ekstra dag til at forberede modtagelse af det næste fly.

LC-130’eren er blevet en dag forsinket fordi den venter på gods, som skal ankomme til Kangerlussuaq. Også den tyske Polar 6 er blevet forsinket på grund af dårligt vejr i Sydgrønland.

Her i NEEM er vejret stadig perfekt, og vi nyder hvert minut. Nu håber vi bare at det vil holde et stykke tid endnu, så vi kan få afviklet ugens tre planlagte flyvninger. Vi har gjort os store anstrengelser med at præparere landingsbanen, og håber den vil være i god stand til modtagelse af flyene.

Hvad vi har lavet i dag:
1.  Afprøvet spil og tårn ved den dybe boring, som forberedelse på arbejdet med at
     udføre målinger
2.  Afsluttet arbejdet med at opstille senge og opvarme weatherports
3.  Testet det danske bor i tømrernes værksted. Testdybde: 30 m
4.  Præpareret landingsbanen, zig-zag og på langs
5.  Repareret elevatoren, som fører ned i borehallen
6.  Færdiggjort opsætning af stationen til indsamling af vanddamp

Ad. 1: Spillet fungerer fint, og tårnet går stadig fri af loftet i borehallen.

Ad. 6. Den automatiske station til indsamling af vanddamp og isotopmåling er nu klar. Det er planen at den skal kører hele sæsonen.

Vejret: Klart. Temp. -20°C til -31°C, 5-2 m/s fra SSØ. Sigtbarhed: god sigt.

FL,  J.P.  Steffensen


← Forrige dagbogsblad                                                             Næste dagbogsblad→